LilianS Denmark

Høj kvalitet, bæredygtighed og ordentlige ar­bejdsvilkår er kerneværdier for mig. Alle mine produkter er lavet af naturmaterialer af højeste kvalitet på et lille væveri i Nepal, som jeg besøgte første gang i 2016.

Den eksklusive cashmereuld kommer fra geder i Himalaya. Vinterens ekstreme kulde og de steg­hede somre får gederne til at sætte den eftertragtede, bløde, lette og super isolerende uld. Den fineste kvalitet A+, som stammer fra underulden, anvendes i mine produkter.

På væveriet er de stolte af deres håndværk, som de udfører efter de oprindelige teknikker overleveret gennem genera­tio­ner. Der er ikke indblandet børn i produktio­nen­, derimod ansættes blandt andre ud­satte kvin­der, der får en uddannelse og en værdig levevej. Indfarvningen fore­går efter europæiske standarder.

Jeg håber, du bliver glad for din nyerhvervelse.

De bedste hilsner Lilian Skønager

Læs mere om baggrunden for LilianS

Inspiration

Mere om LilianS Denmark

LilianS er mit eget lille hjælpeprojekt, hvor jeg ønske at bidrage til bedre levevilkår for en befolkning, der står mit hjerte nært. Jeg har min rod på Fanø og har både eventyrlyst og saltvand i årene. I min tidlige barndom sejlede jeg på de store verdenshave med min far, der var skibsfører i handelsflåden. Nysgerrighed, interesse og respekt for andre kulturer fik jeg ind med modermælken.

Mit professionelle virke har været at forsøge at hjælpe voksne med kommunikative funktionsnedsættelser til et så godt liv som muligt. Et arbejde jeg holdt af og var vældig engageret i i mange år. Som 62 årig valgte jeg at gå på efterløn og skaffe mig luft under vingerne. I efteråret 2014 drog min mand og jeg på telttrek i Himalaya.

Det blev en hjertegribende oplevelse. Naturen, kulturen og de mennesker, jeg mødte, havde taget i mig. Kun få måneder efter vores hjemkomst ramte katastrofen som så mange gange før den nepalesiske befolkning. Jordskælv efter jordskælv ødelagde landsbyer og mange tusinde mistede livet. Vi måtte gøre noget og valgte at sende lidt penge. Følelsen af magtesløshed var nærliggende – hjælpebehovet var enormt.

I 2016 tog jeg igen til Nepal og så genopbygningen af landet på nærmeste hold. Efter et trek, boede jeg hos ”min” familie højt oppe i bjergene. Familien lever, som alle andre i landsbyen, som bjergbønder. Under mit ophold mødte jeg livets realiteter i et land, hvor der absolut ingen sikkerhedsnet er spændt ud, og hvor det er vanskeligt at finde arbejde. De unge flytter til Kathmandu eller udlandet, hvis de kan. Jeg besluttede, at jeg ville hjælpe ved at give en slags hjælp til selvhjælp. Jeg ville være med til at understøtte kulturen og fastholde eller udvikle arbejdspladser.

Verdens bedste cashmere bliver produceret højt oppe i Himalaya – i Mongoliet, og en del af det forarbejdes i Nepal. Jeg ville finde et væveri, som jeg kunne stole på ,og som producerer prima kvalitet efter de gamle traditionelle metoder.

Det blev til en rejse mere samme år. Høj kvalitet, bæredygtighed og ordentlige arbejdsforhold var mine pejlemærker. For mig rummer kvalitetsbegrebet både materiale, produktionsform og produkt. Jeg fandt, hvad jeg søgte. Et væveri, der arbejder efter høje standarder. På væveriet er de stolte af deres håndværk, som de udfører efter de oprindelige teknikker overleveret gennem generationer. Der er ikke indblandet børn i produktionen, derimod ansættes blandt andre udsatte kvinder, der får en uddannelse og en værdig levevej. Al indfarvning foregår efter europæiske standarder.

Jeg får nu produceret, sjaler, tørklæder, tæpper og bluser på dette fantastisk væveri i Kathmandu. Alle mine produkter er lavet af naturmaterialer af højeste kvalitet. Jeg holder af det enkle, klassiske og superlækre. Farveskalaen er fra naturfarver og neddæmpede farver til helt stærke klare sommerfarver.

Jeg elsker kvaliteterne og farverne og håber, at kunne glæde andre med mine unikke, og eksklusive produkter. Det er næsten ikke til at fatte, at noget så delikat og fint kan håndlaves, men jeg har set det med mine egne øjne – fascinerende!

Jeg håber, at du vil blive lige så fascineret.

De bedste hilsner
Lilian

Hvad er cashmere?

Cashmere er uld fra cashmere-geder, der lever på stepperne i Mongoliet under ekstreme klimatiske forhold. Vintrene er iskolde med temperaturer ned til -50 grader celcius, og somrene er steghede. Pelsen er gedernes klimaskjold og altafgørende for deres overlevelse. Pelsen består af yderhår, som beskytter mod vind og vejr og et tykt, let lag af underuld med store isolerende egenskaber. Det er den fine underuld, der er eftertragtet på grund af sin store lethed og varme. Cashmere-uld er meget fint og langfibret og særdeles kostbar, fordi den kun produceres under de særlige barske klimatiske forhold.

I Mongoliet plukker man cashmere-ulden af gederne om foråret. På det tidspåunkt, hvor gederne normalt vil fælde. Håndplukningen er skånsom mod gederne og letter det vigtige sorteringsarbejde. Den mongolske befolkning lever stort set, som den har gjort i århundrede, og deres vigtigste indtægtskilde er cashmere og anden fin uld fra bl.a. Yak-okserne.

Fra slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet var håndvævede cashmere-sjaler moderne - en eftertragtet luksus, som kun få havde råd til. I dag er cashmere stadig eftertragtet på grund af sin lethed og varme, Cashmere er klassisk og eksklusivt. En cashmere-ged producere mellem 250-300 g cashmere om året. Ved sortering er der 50% tilbage. En cashmere sweater kræver uld fra mindst 3 geder. Jeg anvender udelukkende kvalitet A+ i mine produkter.

Pleje af cashmere

Cashmere er en af naturens vidunderlige gaver til os. Det er en luksusuld, som du skal behandle med omtanke og kærlighed. Jo bedre, du behandler den, jo længere og pænere vil den holde sig.

I vaskeanvisningen i al mit cashmere står, at det skal håndvaskes, men jeg anbefaler, at det vaskes i en maskine, da det er mere skånsomt og giver det sikreste og bedste resultat. Generelt anbefaler jeg, at cashmere vaskes så lidt som muligt. Luft i stedet din cashmere i frisk luft – undgå direkte sollys.

Cashmere vaskes på enten et håndvaske- eller uldprogram i maskinen på max. 30o. Det er vigtigt at du bruger et specielt maskinvaskemiddel til uld. Den skånsomme centrifugering fjerner det meste af vandet og cashmere tørre hurtigt. Cashmere må IKKE komme i tørretumbleren. Det skal tørre liggende på et håndklæde. Undgå kontakt med varmekilder ved tørring.

 

Håndvask

Det er hårdere for cashmere at blive håndvasket end maskinvasket, fordi man risikerer at vride det ud af form eller vride fibrene fra hinanden.
Hvis man vasker cashmere i hånden, skal det vaskes i lunkent vand og med speciel vaskemiddel til håndvask af uld. Pas endelig på, at temperaturen ikke bliver for høj. Undgå at vride cashmeren. Lad det ligge i blød nogle få minutter og klem forsigtigt vandet igennem fibrene. Tryk så meget vand ud som muligt og lad det tørre på et håndklæde.

Pletfjerning

Cashmere er fra naturens side, som alle animalske fibre (som fx uld og silke), smudsafvisende, men skulle det ske, at der kommer en plet, så vil jeg anbefale, at du vasker det som anvist ovenfor. Undgå at gnubbe eller gnide pletter af cashmere, da det vil ødelægge fibrene. Kan du ikke få pletten af, så kontakt et professionelt renseri.

Fnuller/pilling

Pilling forekommer oftest under armene og på undersiden af ærmerne, men det kan også forekomme andre steder, hvor tasker, sikkerhedsseler, andet tøj, osv. gnider mod cashmeren. Pas på velcro. Pilling kan også forekomme, hvis du ikke vasker tøjet rigtigt. Jeg anbefaler at vaske bluser/trøjer med vrangsiden vendt ud. En vis mængde pilling må dog forventes på cashmere. Fjern det forsigtigt med fingrene, det går let og hurtigt.

Krøl

Luft ude og læg pænt sammen bagefter. Krøllede tørklæder kan evt.dampes glatte – prøv dig forsigtigt frem. Lad ikke strygejernet hvile på cashmere.

Events

Invitér dine veninder til et privat shoppeevent i mit showroom i Ribe. Vi hygger os nogle timer, hvor I kan shoppe blødt, let og eksklusivt cashmere i smukke og rolige omgivelser. Mens I shopper byder jeg gerne på mine lokale og hjemmelavede delikatesser.

Kontakt mig, så vi kan aftale detaljerne om dit event, der er mange muligheder. Tilkøb fx tapas, ost og rødvin, kaffe/te og kage mv. Jeg er åben overfor dine ønsker og vil gøre, hvad jeg kan for at dit shoppeevent bliver en dejlig oplevelse.

Ring og aftal tid: 61 42 39 80, eller skriv til mig på mail@liliansdenmark.dk

Forhandlere

LilianS Denmark

Showroom og salg

Skønager 8
6760 Ribe
+45 61 42 39 80
mail@liliansdenmark.dk

Inger K

Salg af udvalgte produkter

Torvegade 7
DK - 6700 Esbjerg
Tlf. 76 10 09 11

Christel Seyfarth

Salg af udvalgte produkter

Christel Seyfarth - art knits
Hovedgaden 76, Nordby
DK-6720 Fanø
christel-seyfarth.dk

Hanne i Højer

Salg af udvalgte produkter

Hanne i Højer
A.R.Kjærbysvej 8
DK-6280 Højer
hanne-i-højer.dk

Vadehavscentret

Salg af udvalgte produkter

Okholmvej 5
Vester Vedsted
6760 Ribe
+45 75 44 61 61
vadehavscentret.dk